Tak for kommentarerne til min tidligere post med samme emne. Der synes at være en misforståelse, nemlig at det er helt nyt, at mange liberale opfordrer til kamp mod islamismen. Hvis man klikker på katagorien islam, så kan man i hvert tilfælde se, at det ikke er nyt for denne blog.
Der har heller aldrig været nogen som helst tvivl om, hvor Liberalisterne har stået i Muhammedkrisen.
Og faste læsere af 180grader vil også vide, at avisen næsten dagligt vælger at bringe artikler med kritisk lys på formørkelsen i islamismen.
Men skal jeg være lidt imødekommende, så har liberale måske været længe om at opdage problemets omfang og deraf hvilken prioritet, det skal have.
Måske skyldes misforståelsen, at kulturkonservative ingenlunde vil acceptere, at
- man kan se store problemer i en stort uintegreret muslimsk parallelsamfund; men samtidig gå ind for at enhver der kan klare sig selv og sine skal være velkommen i Danmark, og at 24 års reglen bør afskaffes.
- man vil bekæmpe islamisk indflydelse i Danmark; men samtidigt have et forholdsvis neutralt forhold til fædrelandet og mene, at Danmark skal være åben for inspiration fra udlandet, som vi kan lære meget af.
- man kan synes, at Muhammed, Koranen og islam og alle dens påbud er latterlige og totallitære; men alligevel gå imod tørklædforbud.
- man mener, at islam er den mest krigeriske religion, hvorfor det ikke er tilfældigt, at det er muslimer, der står bag den meste terror i verdenen; men samtidig ikke er villig til at opgive retssamfundet. Ikke mere overvågning og ingen administrative udvisninger.
- man mener, at velfærds- og formynderstaten, som Pia Kjærsgaard i den grad værner om, i sig selv udgør et kæmpe problem i forhold til islamiseringen af samfundet.
- man påtaler ethvert tiltag til at begrunde politisk stillingtagelse i islam; men samtidig vil skille kirke og stat og ikke ser det som en katastrofe, hvis kristendomskundskab bliver skiftet ud med religion i folkeskolen.
- man mener, at det er evident, at den mellemøstlige kultur og islam er en af årsagerne til muslimernes overrepræsentation i kriminal- og socialstatistikkerne; men samtidig anerkende, at der findes gode muslimske samfundsborgere, der bidrager til velstanden i Danmark. Og ikke alle muslimer bedriver Taqija og venter på at blive nok, til de kan overtage landet.
Kort sagt, mange kulturkonservative har ikke opdaget nuancerne, hvorfor man, i deres øjne, enten er kulturkonservativ eller halalhippie.
